Peter Henriksen
Gynækologisk speciallægeklinik
www.gynklinikhaderslev.dk



INFORMATION VEDR. BEHANDLING FOR BARNLØSHED.

Når problemet er manglende ægløsning.


Årsagen til sjældne eller manglende ægløsninger kan være PCO, som ofte skyldes en forstyrrelse i kroppens følsomhed for insulin, som bevirker, at æggestokkenes funktion forstyrres, hvorved der dannes mere mandligt hormon i æggestokkene end normalt.

Hos overvægtige med PCO vil vægttab ofte normalisere æggestoksfunktionen, og der sker igen ægløsninger.

Man kan forsøge en behandling med Metformin (tabletter), som normaliserer insulinfølsomheden, hvorefter æggestokkene somme tider arbejder bedre.

En anden behandling består i Pergotime (tabletter), som er en mild form for stimulation af æggestokkene. Der er derved en lille risiko for, at der modner flere end 1 æg, men dette kontrolleres ved ultralydsscanninger.

Hvis der trods denne behandling ikke sker en ægmodning, vil en direkte stimulation af æggestokkene med Puregon ( en daglig sprøjte) næsten altid føre til, at et æg modnes og det kommer til ægløsning. Herved er risikoen for, at der modner for mange æg og eventuelt overstimulering af æggestokkene med dannelse af cyster på æggestokkene og væske i bughulen betydelig.
Men også i denne situation er regelmæssige ultralydsscanninger, hvorved æggestokkenes reaktion på behandlingen overvåges, afgørende for, at disse problemer undgås.

Andre men sjældne årsager til manglende ægløsninger er hormonforstyrrelser, som jo så behandles.

For at fastlægge ægløsningstidspunktet følges ægmodningen ved de regelmæssige ultralydsscanninger, og når der er et modent æg gives en indsprøjtning med et hormon, som bevirker, at ægløsningen sker 36 timer senere.
Således er det muligt at bestemme ægløsningstidspunktet meget sikkert.

I den situation er det af stor betydning for graviditetschancen, hvor mange gode sædceller, der kommer ind i livmoderen og derfra kan svømme videre igennem æggelederen ud til æggestokken, hvor befrugtningen skal finde sted.
Derfor er det vigtigt, at manden har ”sparet sammen” i flere dage, gerne 5 dage.

Der er nu to muligheder: Enten ”hjemlig hygge” eller insemination.

Selve inseminationen er ganske enkel, idet jeg den dag, der er ægløsning, får en sædprøve, og ud af denne sædprøve henter så mange gode sædceller som muligt.
Der oplægges så en tynd slange i livmoderhulen, hvorigennem ca. ½ milliliter af en speciel væske (ikke sædvæsken!) med disse sædceller indbringes i livmoderhulen.
Inseminationen er normalt fuldkommen smertefri.
Den eneste risiko derved er en minimal risiko for en underlivsbetændelse.

Hvis man ønsker det, er der mulighed for at se sædcellerne i mikroskopet.

Dertil henvises til de respektive informationsblade:

Når problemet er DÅRLIG SÆDKVALITET.
Når problemet er MANGLENDE ÆGLØSNING.
Når problemet er DÅRLIGE ÆGGELEDERE.
Når problemet er UFORKLARET BARNLØSHED.